Rapporten fastslår på side 54 følgende om EU/EØS-borgeres ret til velfærdsydelser i Danmark:
"EU-borgeres adgang til velfærdsydelser i Danmark hviler på 3 fundamentale principper: Forbuddet mod diskrimination/forskelsbehandling, den fri bevægelighed for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende samt unionsborgerskabet. Disse fundamentale principper skal ses i lyset af hindanden. F.eks. er forbuddet mod forskelsbehandling en forudsætning for fri bevægelighed for arbejdskraft. EU-retten fastsætter således i vidt omfang, at EU-borgere, som har ophold i Danmark, skal ligestilles med danske statsborgere.
Forskelsbehandling kan være direkte eller indirekte. Direkte forskelsbehandling foreligger, når lovgivningen direkte kræver et statsborgerskab eller national oprindelse som betingelse for en rettighed. Indirekte forskelsbehandling foreligger, når et kriterium er mere egnet til at ramme udenlandske end nationale borgere. Både direkte og indirekte forskelsbehandling er som udgangspunkt forbudt i medfør af EU-retten, men indirekte forskelsbehandling kan i særlige undtagelsestilfælde retfærdiggøres, hvis det er sagligt begrundet og i øvrigt proportionalt.
EU-domstolen stiller således store krav til argumentationen for, at en indirekte forskelsbehandlende betingelse er objektivt begrundet og proportional.
Et bopælskrav, herunder et optjeningskrav med udgangspunkt i personens bopæl, kan under alle omstændigheder kun få betydning, hvor der ikke findes udtrykkelige regler om sammenlægning af perioder i hjemlandet hhv. eksport af ydelser, jf. gennemgangen af forordning 883/2004.
En saglig begrundelse for krav om bopæl kan være behovet for at sikre en vis tilknytning til landet afhængig af ydelsens art og formål.
Det gælder særligt for økonomisk aktive EU-borgere, at de er omfattet af forordning 1612/68 om fri bevægelighed for arbejdstagere. Denne forordning omhandler bl.a. lige adgang til sociale ydelser for EU-arbejdstagere, men indeholder ikke regler om koordinering af de sociale ydelser. Artikel 7 fastsætter, at arbejdstagere nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere. Sociale fordele omfatter alle sociale ydelser, dvs. blandt andet kontanthjælp, aktivering, fleksjob, daginstitutioner og tilbud om handicaphjælp.
Forordning 883/2004, der koordinerer de sociale sikringsordninger, omfatter alle EU-borgere og deres familiemedlemmer, det vil sige både økonomiske aktive og ikke-økonomiske aktive. Forordningen sikrer, at disse, når de bevæger sig mellem medlemslandene, kan medtage sikringsperioder fra andre medlemslande til opfyldelse af eventuelle karensperidoer mv."
Rapporten fastslår på side 67 følgende om ligebehandlings- og sammenlægningsprincippet i EU-retten:
"Ligebehandlingsprincippet
Det forhold, at udlændinge skal stilles lige med statsborgere i den medlemsstat, hvor de bor eller arbejder for så vidt angår retten til sociale ydelser. For EU-borgere fremgår princippet af TEUF, af forordningerne vedr. vandrende arbejdstagere og af opholdsdirektivet.
Sammenlægningsprincippet
Dette princip er fastlagt i TEUF og forordning 883/2004, og anvendes både ved åbning af ret til ydelser (dvs. ophævelse af en karensperiode) og ved beregning af ydelser. Det betyder, at forsikrings-, bopæls- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt under en anden medlemsstats lovgivning skal tages i betragtning, som om de var tilbagelagt efter den aktuelle medlemsstats lovgivning."
Derfor skal danske kommuner sammenlægge forsikrings- og/eller bopælsperioder fra andre EU/EØS-lande med danske forsikrings- og/eller bopælsperioder til opfyldelse af optjeningsprincippet for ret til fuld pension, når det handler om EU/EØS-borgere med fast bopæl her i landet, og som har været arbejdstager i Danmark og andre EU/EØS-lande.
Rapporten findes under følgende link:
