Lidt om mig
Baggrund for denne hjemmeside er, at jeg nu i 3 ½ år har ført en hård kamp for min ret til ligebehandling af de danske myndigheder.
Mit navn er Britta Schulz, er fra årgang 1963, alenemor til en skøn datter fra årgang 1995, og vi bor fast og lovligt i Herning Kommune i Danmark.
Mit barn og jeg er danske statsborgere, som er født og opvokset blandt det danske mindretal i Sydslesvig i grænselandet mellem Tyskland og Danmark.
Første gang jeg flyttede til Danmark var, da jeg var knap 18 år gammel i 1981, fordi jeg, som dansker født i udlandet, kun har 2 muligheder for at kunne bevare min danske indfødsret.
Den ene mulighed er at flytte til Danmark, inden man fylder 22 år.
Den anden mulighed er at søge om dispensation for bevarelse af sit danske statsborgerskab ved ministeren for flygtninge, invandrere og integration Birthe Rønn Hornbech, hvis man under udlandsopholdet har bevaret sin tilknytning til danske forhold og til Danmark.
1988 flyttede jeg så hjem igen til min gamle hjemstavn i Sydslesvig, hvor jeg senere også arbejdede for det danske mindretals organisati-oner til fremme af dansk sprog, kultur og nationalitet.
I 2005 flyttede jeg så sammen med mit barn igen til mit hjemland Danmark for at bo sammen med min daværende forlovede.
Jeg startede ellers på et studie til ergoterapeut, men desværre blev jeg allerede under 1. semester så syg, at jeg ikke kunne fortsætte min drøm om en ny karriere i Danmark.
September 2008 blev jeg tilkendt førtidspension, og jeg troede, jeg nu endelig kunne få fred og starte et nyt liv.
Men det skulle vise sig at blive til et sandt helvede.
Selvom jeg er vandrende arbejdstager efter EU-retten, fik jeg tilkendt en brøkpension på 27/40 med mulighed for at søge om supplement til brøkpension efter § 27a i aktivloven.
Men et supplement til brøkpension efter § 27a i aktivloven kunne jeg heller ikke få, selvom min brøkpension ikke engang ligger på niveauet med kontanthjælp for en enlig forsørger.
Det betød, at jeg endda mistede min og mit barns ret til det underste økonomiske sikkerhedsnet efter § 75, stk. 2 i den danske grundlov.
Ankestyrelsen har med principafgørelserne 1-11, 2-11, 3-11 og 164-11 endelig ændret sin praksis omkring § 27a i aktivloven, så brøkpensionister, der opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, nu kan suppleres op til niveauet for kontanthjælp og derudover kan have mulighed for et yderligere behovsbestemt supplement.
Men min ret til fuld pension nægter Ankestyrelsen mig stadig.