EU-Kommissionens åbningsskrivelse fra 1998 vedrørende ret til dansk efterløn
Det jeg lægger mest vægt på i EU-Kommissionens åbningsskrivelse ang. den danske efterlønsordning, hvor Danmark blev truet med en tratatbruddsag, hvis den danske regering ikke inden for 2 månder rettede sig ind efter EU-Kommissionen, er, at det er skjult diskrimination af vandrende arbejdstagere, hvis de danske myndigheder ikke selv tager hensyn til forsikrings, beskæftigelses- og bopælsperioder fra andre EU/EØS-lande, og at en sådan praksis er en krænkelse af art. 39 (tidligere art. 48) i EF-traktaten (Rom-traktaten), nu art. 45 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Lissabon-traktaten), art. 7, stk. 2 i EF-forordning 1612/68 og art. 4 i EF-forordning 883/2004.
De 3 identiske sager, som der er tale om i denne skrivelse, omhandler 3 sydslesvigere før mig, der har klaget over, at de mister ret til danske sociale sikringsydelser, fordi de har gjort brug af deres traktatfæstede ret til fri bevægelighed og beskæftigelse på et andet EU/EØS-lands område.
De danske myndigheder prøvede også ihærdigt at hemmeligholde denne åbningsskrivelse, men Junibevægelsen offentliggjorde dette dokument i forbindelse med, at den danske regering var gået i gang med at ændre reglerne for efterløn i overensstemmelse med EU-retten.
Du finder EU-Kommissionens åbningsskrivelse fra 1998 om ret til dansk efterløn her. 