EU-domstolens faste retsprakis fra 1972 til 2012
Frilli-dommen
I sag 1/72 (Rita Frilli) af 22.6.1972 [1], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 51 (senere artikel 42) i TEF, og artiklerne 1, litra s) og 2, stk.1, litra c) EF-forordning nr. 3 og retten til en mindstepension ved alderdom, har EU-domstolen fastslået, at det er i strid med artikel 48 i TEUF om social sikring af vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer og de regler, der er vedtaget til gennemførelse af denne bestemmelse, nemlig artiklerne 1, litra w) og 3, stk. 1, litra c) og d) og stk. 2 i EF-forordning nr. 883/2004, at nægte vandrende arbejdstagere, der har tilbagelagt beskæftigelsesperioder i bopælsmedlemsstaten, hvor de har krav på pension, en ved loven beskyttet ret til mindstepension.
Smieja-dommen
I sag 51/73 (B. Smieja) af 7.11.1973 [2], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 8 og 10, stk. 1 i EF-forordning nr. 3 og artiklerne 3, stk. 1 og 10, stk. 1 EF-forordning nr. 1408/71, har EU-domstolen fastslået, at formålet med artiklerne 4 og 7 i EF-forordning nr. 883/2004 er at afskaffe enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet, der følger af medlemsstaternes nationale lovgivninger, og at sikre den berettigede uindskrænket nydelse af visse pensioner, renter og ydelser, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, selv om han er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende.
Artikel 7 i EF-forordning nr. 883/2004 har således til formål at begunstige arbejdskraftens frie bevægelighed ved at beskytte vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer mod den forskelsbehandling, som kunne blive et resultat af flytningen af deres bopæl fra en medlemsstat til en anden.
Dette formål kræver, at beskyttelsen også omfatter en begunstigelse, der giver sig udslag i en forhøjelse af det pensionsbeløb, som ellers ville tilkomme den berettigede.
Petroni-dommen
I sag 24/75 (Teresa og Silvana Petroni) af 21.10.1975 [3], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 51 (senere artikel 42) i TEF og artikel 46, stk. 3 i EF-forordning nr. 1408/71, har EU-domstolen fastslået, at målet for artiklerne 45 - 48 i TEUF ikke ville blive nået, hvis vandrende arbejdstagere som følge af udøvelsen af deres ret til fri bevægelighed skulle miste de fordele i form at tryghed, som de under alle omstændigheder sikres, hvis kun en enkelt medlemsstats lovgivning finder anvendelse.
Artikel 48 i TEUF tager derfor hovedsageligt sigte på det tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning – på grund af et utilstrækkeligt antal tilbagelagte perioder under denne lovgivning – ikke i sig selv giver den pågældende krav på en ydelse, eller hvor den berettiger den pågældende til mindre end den højeste ydelse.
For at afhjælpe denne situation foreskriver artikel 48 i TEUF, at vandrende arbejdstagere, der successivt eller skiftevis været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, har ret til sammenlægning af alle de optjeningsperioder, som de har tilbagelagt i hver af disse medlemsstater.
Der skal altså ikke foretages periodesammenlægning og pro-rata-beregning, såfremt retten til pensionen er erhvervet alene på grundlag af de optjeningsperioder, som er tilbagelagt i den pågældende medlemsstat.
Reglen om ikke-sammenlægning finder anvendelse selv i de tilfælde, hvor de optjeningsperioder, der er tilbagelagt i den pågældende medlemsstat, falder sammen med optjeningsperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat, fordi perioder kun skal sammenlægges i fornødent omfang.
Det er således uforeneligt med artikel 48 i TEUF at nedsætte ydelsesbeløbet, fordi der samtidig består ret til pension fra en anden medlemsstat, når retten til pensionen er erhvervet alene på grundlag de optjeningsperioder, som er tilbagelagt i den pågældende medlemsstat.
Pensionsreglerne i kapitel 5 i EF-forordning nr. 883/2004 kaldes også for Petroni-princippet.
Massonet-dommen
I sag 50/75 (Helga Massonet) af 25.11.1975 [4], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 51 (senere artikel 42) i TEF, og artiklerne 12, 27 og 28 EF-forordning nr. 3, har EU-domstolen fastslået, at artikel 48 i TEUF og artiklerne 6, 11 og 52 i EF-forordning nr. 883/2004 om sammenlægning af perioder, lovvalgsreglerne og beregning af pensioner ikke bemyndiger en national forsikringsinstitution til at nedsætte et fast pensionsbeløb, der fastsættes på grundlag af andre kriterier end forsikringsperioder og indbetalte bidrag, ved pro-rata-beregning. Der er heller ikke tale om uberettigede dobbeltydelser eller sammenfald af perioder, når retten til pensionen er erhvervet alene på grundlag af de optjeningsperioder, som er tilbagelagt i den pågældende medlemsstat.
Heller ikke nationale antikumulationsregler må finde anvendelse i et sådant tilfælde.
Selv om denne fortolkning i visse tilfælde, også hvor der ikke foreligger periodesammenfald, kan føre til dobbeltydelser, følger dette resultat ikke af en fortolkning af fællesskabsretten, men af den faktisk gældende ordning, som i mangel af fælles regler om social sikring hviler på en simpel koordinering af endnu ikke harmoniserede nationale lovgivninger.
Jordens-Vosters-dommen
I sag 69/79 (W. Jordens Vosters) af 10.1.1980 [5], selvom denne dom er en fortolkning af EF-forordning nr. 1408/71, har EU-domstolen fastslået, at formålet med EF-forordning nr. 883/2004, der er udstedt med hjemmel i artikel 42 i TEF, nu artikel 48 i TEUF, er at sikre, at de sociale sikringsordninger, der i hver medlemsstat finder anvendelse på arbejdstagere, der flytter inden for Fællesskabet, bringes i anvendelse efter kriterier, som er ensartede, og som gælder på fællesskabsplan.
EF-forordning nr. 883/2004 opstiller derfor et system af regler, som navnlig er baseret på et forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet eller bopæl og på, at vandrende arbejdstagere bevarer de rettigheder, som de har erhvervet i medfør af den eller de sociale sikringsordninger, der finder eller har fundet anvendelse på dem.
Det ville således falde uden for dette formål og samtidig uden for formålene med og rammerne af artikel 48 i TEUF at fortolke EF-forordning nr. 883/2004 således, at den forbyder, at der i medfør af en national lovgivning ydes vandrende arbejdstagere en social beskyttelse, som er mere omfattende end den, der følger af anvendelsen af forordningen.
Sinatra-dommen
I sag 296/84 (Antonio Sinatra) af 13.3.1986 [6], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 12, 45 og 46 i EF-forordning nr. 1408/71 som senere ændret, har EU-domstolen fastslået, at der ved den nationale ydelse efter artikel 52, stk. 1, litra a) i EF-forordning nr. 883/2004 skal forstås det pensionsbeløb, som den vandrende arbejdstager ville have ret til i medfør af national lovgivning, såfremt han ikke oppebar pension i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, fordi nationale antikumulationsregler ikke må finde anvendelse.
Van-Munster-dommen
I sag C-165/91 (Simon J.M. van Munster) af 5.10.1994 [7], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 5 og 48 - 51 (senere artiklerne 10 og 39 - 42) i TEF, har EU-domstolen fastslået, at selvom artikel 48 i TEUF lader de sociale sikringsordninger i medlemsstaterne med de forskelle, de har, og følgelig med forskelle i rettighederne for arbejdstagerne dér, bestå, er det dog utvivlsomt, at målet for artiklerne 48 - 48 i TEUF ikke vil blive nået, hvis vandrende arbejdstagere, som har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning.
Dette ville kunne afholde vandrende arbejdstagere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, hvilket vil være en hindring for virkeliggørelsen af dette princip.
For så vidt angår ydelser som pensioner erhverver såvel en vandrende arbejdstager som en fastboende arbejdstager, der har haft hele sin erhvervsmæssige beskæftigelse i en og samme stat, deres pensionsrettigheder gradvist i løbet af deres erhvervsmæssige beskæftigelse.
Den eneste forskel mellem de to er, at den fastboende arbejdstager erhverver sine samlede pensionsrettigheder i henhold til en og samme lovgivning, hvorimod den vandrende arbejdstager erhverver dem i andele svarende til de på hinanden følgende beskæftigelsesperioder, som han har tilbagelagt i forskellige medlemsstater under forskellige lovgivninger.
I sådanne situationer er formålet i artikel 48 i TEUF – ved koordinering, ikke harmonisering – at skabe et ubrudt beskæftigelsesforløb for den vandrende arbejdstager på socialsikringsområdet.
Myndighederne skal derfor undersøge, om deres lovgivning kan anvendes efter sin ordlyd på vandrende arbejdstagere.
Fabrizii-dommen
I de forenede sager 113/92, 114/92 og 156/92 (Enrico Fabrizii m.fl.) af 15.12.1993 [8], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 48 og 51 (senere artiklerne 39 og 42) i TEF, og artiklerne 1, litra r), 12 og 46, stk. 2 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordning nr. 2001/83, har EU-domstolen fastslået, at alle de optjeningsperioder (faktiske, ligestillede og fiktive perioder), som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt i de forskellige medlemsstater forud for forsikringsbegivenhedens indtræden, skal sammenlægges ved beregningen af det teoretiske beløb og pro-rata-beløbet efter artiklerne 52, stk. 1, litra b) og 56, stk. 1, litra a) i EF-forordning nr. 883/2004, fordi nationale antikumulationsregler ikke må finde anvendelse.
Det teoretiske beløb (ydelsesbeløbet) er derfor under alle omstændigheder lig med den nationale ydelse efter artikel 52, stk. 1, litra a) i EF-forordning nr. 883/2004.
Det er således unødvendigt at foretage pro-rata-beregning, når den nationale lovgivning allerede giver ret til et ydelsesbeløb svarende til den fulde pension.
En pensionsberegning efter national lovgivning alene er således kun foreneligt med artiklerne 45 og 48 i TEUF, såfremt anvendelsen af nationale antikumulationsregler ikke fører til, at summen af de pensioner, der udbetales i to eller flere medlemsstater, ligger under det pensionsbeløb, som kan opnås efter pensionsreglerne i EF-forordning nr. 883/2004.
Reichling-dommen
I sag C-406/93 (André Reichling) af 9.8.1994 [9], selv om denne dom er en fortolkning af artikel 51 (senere artikel 42) i TEF og artikel 46, stk. 1, litra a) i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordning nr. 2001/83, har EU-domstolen fastslået, at artikel 52 i EF-forordning nr. 883/2004 om beregning af pensioner, som i øvrigt alle bestemmelser i denne forordning, skal fortolkes i lyset af artikel 48 i TEUF, som tager sigte på at lette arbejdskraftens frie bevægelighed ved at sikre vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer ”sammenlægning af alle tidsrum, der i de forskellige nationale lovgivninger tages i betragtning med henblik på at indrømme og opretholde retten til ydelser og på beregning af disse”, jf. Rådets 14. betragtning.
Dette mål indebærer, at vandrende arbejdstagere ikke må miste retten til sociale ydelser eller skal tåle en nedsættelse af størrelsen af disse, fordi de har gjort brug af den ret til fri bevægelighed, som tilkommer dem i henhold til traktaten.
Boukhalfa-dommen
I sag C-214/94 (Ingrid Boukhalfa) af 30.4.1996 [10], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 45 i TEF og artikel 7, stk. 1 og 4 i EF-forordning nr. 1612/68 og beskæftigelse i offentlig tysk interesse i et tredjeland, har EU-domstolen fastslået, at fællesskabsrettens bestemmelser, navnlig artikel 39 i TEUF og artikel 7, stk. 1 og 4 i EF-forordning nr. 492/2011, finder anvendelse på vandrende arbejdstagere, der er beskæftiget i offentlig interesse for en medlemsstat i et tredjeland, selvom de ikke er blevet udsendt dertil og er underlagt tredjelandets lovgivning, fordi der fortsat består tilknytning til denne medlemsstats lovgivning.
Vougioukas-dommen
I sag C-443/94 (Ionnassis Vougioukas) af 22.11.1995 [11], selvom denne dom er en fortolkning af gyldigheden af artikel 4, stk. 4 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordning nr. 2001/83, har EU-domstolen fastslået, at det er i strid med artikel 48 TEUF at give afslag på anerkendelse af relevante optjeningsperioder, som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt som beskæftiget i en offentlig stilling i en anden medlemsstat, som pensionsgivende perioder ved beregningen af pensionen med den begrundelse, at disse perioder er tilbagelagt i en anden medlemsstat.
Voukioukas-dommen medførte, at tjenestemænd og dermed ligestillede personer med EF-forordning nr. 1608/1998 blev omfattet af forordningerne om social sikring.
Conti-dommen
I sag C-143/97 (Francesco Conti) af 22.10.1998 [12], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 12 og 46, stk. 3 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordning nr. 2001/83 og artiklerne 12, 46b og 46, stk. 3 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordning nr. 1248/92, har EU-domstolen fastslået, at et fast pensionsbeløb til sikring af en eksistensminimumsindkomst ikke må nedsættes, fordi der samtidig består ret til pension fra en anden medlemsstat.
En national regel må kvalificeres som en bestemmelse om nedsættelse, når den beregning, den fastlægger, har til virkning, at det pensionsbeløb, som den pågældende har krav på som følge af, at han har krav på en ydelse i anden medlemsstat, nedsættes.
Derfor er det ikke muligt at undtage en national regel om nedsættelse fra de betingelser og begrænsninger, som er fastsat i artikel 54 i EF-forordning nr. 883/2004, med den begrundelse, at der er tale om en klausul for beregning af pensionen, og det ellers ville have negative konsekvenser for medlemsstaten.
Elsen-dommen
I sag C-135/99 (Ursula Elsen) af 23.11.2000 [13], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 8A, 48 og 51 (senere artiklerne 18, 39 og 42) i TEF og gyldigheden af bilag VI vedrørende Tyskland i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordningerne nr. 2001/83 og nr. 2195/91, har EU-domstolen fastslået, at selv om medlemsstaterne har bevaret deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, skal de imidlertid overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence, navnlig artiklerne 21, 45 og 48 i TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed og om den ret i øvrigt, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område.
Derfor er det i strid med disse bestemmelser i traktaten, såfremt der gives afslag på anerkendelse af relevante optjeningsperioder, som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt i en anden medlemsstat, som pensionsgivende perioder ved beregningen af pensionen med den begrundelse, at disse perioder er tilbagelagt i en anden medlemsstat.
Insalaca-dommen
I sag C-107/00 (Caterina Insalaca) af 7.3.2002 [14], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 12, stk. 2, 46, 46a og 46b i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordning nr. 1248/92, har EU-domstolen fastslået, at en undtagelse af artikel 10 i EF-forordning nr. 883/2004 om forbud mod dobbeltydelser findes i forordningens artikel 54.
En national regel må kvalificeres som en bestemmelse om nedsættelse, når den beregning, den fastlægger, har til virkning, at det pensionsbeløb, den pågældende har krav på som følge af, at han har krav på en ydelse i en anden medlemsstat, nedsættes.
Pommeren-Bourgondiën-dommen
I sag C-227/03 (A.J. Pommeren-Bourgondiën) af 7.7.2005 [15], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 39 i TEF og artikel 13 EF-forordning nr. 1408/71, har EU-domstolen fastslået, at lovvalgsreglerne i artikel 11, litra a) - e) i EF-forordning nr. 883/2004 alene har til formål at fastslå, hvilken lovgivning, der skal finde anvendelse på erhvervsaktive personer.
Lovvalgsreglerne har ikke til formål at fastsætte betingelser for, om der består en ret eller pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning eller en bestemt social sikringsgren inden for en sådan ordning, fordi det tilkommer lovgiver i de enkelte medlemsstater at fastsætte disse betingelser, herunder betingelserne for, at tilslutningen ophører.
Lovvalgsreglerne har ikke alene til formål at undgå en samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de komplikationer dette kan medføre, men også at forhindre, at vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer mister beskyttelsen med hensyn til social sikring.
Lovvalgsreglerne er således ikke til hinder for, at vandrende arbejdstagere, der tidligere har været beskæftiget i en medlemsstat, og som ikke længere har bopæl i denne medlemsstat, fortsat kan være undergivet denne medlemsstats sociale sikringsordning, fordi det er i strid med artikel 45 i TEUF at stille krav om bopæl i medlemsstaten for fortsat obligatorisk tilslutning medlemsstatens sociale sikringsordning, navnlig når den obligatoriske tilslutning ikke erstattes af en ligeså gunstig frivillig fortsat forsikring.
Habelt-dommen
I de forenede sager C-396/05, C-419/05 og C-450/05 (Doris Habelt m.fl.) af 18.12.2007 [16], selv om denne dom er en fortolkning af artiklerne 18, 39 og 42 i TEF og bilag VI vedrørende Tyskland i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved 118/97, har EU-domstolen fastslået, at det er i strid med artiklerne 21 og 45 i TEUF om unionsborgernes og arbejdskraftens ret til fri bevægelighed samt artiklerne 7 om ophævelse af bopælsbestemmelserne og artikel 87, stk. 2 i EF-forordning nr. 883/2004, der foreskriver, at enhver forsikrings-, beskæftigelses- og bopælsperiode, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning, skal medregnes ved afgørelsen af ret til ydelser, at nedsætte pensionsbeløbet for ligestillede perioder, der er tilbagelagt i udlandet, og som derfor har tilknytning til denne medlemsstats lovgivning, på grund af bopæl i en anden medlemsstat.
Såfremt det blev tilladt at opstille en bopælsklausul, ville dette være i direkte strid med det grundlæggende formål for Unionen, der består i at fremme personers bevægelighed inden for denne og deres integration i andre medlemsstaters samfund.
En flytning af bopæl uden for medlemsstaten medfører heller ikke noget alvorligt indgreb i en social sikringsordnings økonomiske ligevægt.
Chuck-dommen
I sag C-331/06 (K.D. Chuck) af 3.4.2008 [17], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 42 i TEF og artiklerne 10, stk. 1, 46, stk. 2 og 48, stk. 2 i EF-forordning nr. 1408/7 som ændret ved 631/2004, har EU-domstolen fastslået, at EF-forordning nr. 883/2004 tilsigter at nå målet for artikel 48 i TEUF ved at hindre de mulige negative virkninger, som udøvelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed kan have på sociale sikringsydelser til vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, bl.a. med hensyn til de vandrende arbejdstageres karriere, og således giver dem juridisk sikkerhed for, at de vil opretholde de pensionsrettigheder på samme måde som fastboende arbejdstagere.
Princippet om sammenlægning af perioder i artikel 48 i TEUF, som den er defineret i artikel 57, stk. 2 i EF-forordning nr. 883/2004, pålægger derfor den kompetente institution i den medlemsstat, hvor den vandrende arbejdstager senest har fast haft bopæl, at sammenlægge alle de optjeningsperioder, som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt i de forskellige medlemsstater, fordi ingen optjeningsperioder må gå tabt ved beregningen af pensionen – heller ikke en kort bopælsperiode som arbejdstager i Danmark på 9 måneder, som netop var genstand for denne sag.
Zablocka-Weyermüller-dommen
I sag C-221/07 (Krystyna Zablocka-Weyermüller) af 4.12.2008 [18], selvom denne dom vedrører en fortolkning af artikel 18 i TEF, har EU-domstolen fastslået, at det er i strid med artikel 21 i TEUF om unionsborgernes ret til fri bevægelighed, at nedsætte et fast pensionsbeløb til sikring af en eksistensminimumsindkomst på grund af bopæl i en anden medlemsstat.
Casteels-dommen
I sag C-379/09 (Maurits Casteels mod British Airways) af 10.3.2011 [19], som jeg ikke har henvist til før, har EU-domstolen fastslået, at alle bestemmelser i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde vedrørende den frie bevægelighed for personer skal gøre det lettere for unionsborgerne at udøve erhvervsaktiviteter af enhver art på hele Unionens område, og at disse bestemmelser er til hinder for foranstaltninger, som kan skade disse borgere, såfremt de ønsker at udøve en erhvervsaktivitet på en anden medlemsstats område.
Følgelig er artikel 45 i TEUF til hinder for enhver foranstaltning, som ganske vist finder anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men som kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt for unionsborgerne at udøve de i traktaten sikrede grundlæggende friheder.
Artikel 45 i TEUF gælder således ikke kun for offentlige myndigheders retsakter, men tillige for andre former for regler, hvis formål er at give kollektive bestemmelser for lønarbejde.
Derfor er det i strid med artikel 45 i TEUF, såfremt en vandrende arbejdstagere mister retten til en supplerende arbejdsmarkedspension i henhold til en kollektiv overenskomst og får nedsat denne pension, fordi der ikke tages hensyn til beskæftigelsesperioder, som han har tilbagelagt i de forskellige medlemsstater for den samme arbejdsgiver.
Arbejdsgiveren gjorde gældende, at ordningens formål var at undgå, at arbejdstageren samtidig er tilknyttet flere supplerende pensionsordninger i de forskellige medlemsstater.
EU-domstolen godkendte ikke dette formål som begrundelse for forskelsbehandlingen, fordi der ikke er anledning til at frygte, at en vandrende arbejdstagere beriges uden grund, men derimod, at han lider uberettiget skade som følge af tabet af retten til en supplerende pension for den periode, hvor han har været tilknyttet den supplerende pensionsordning i en anden medlemsstat.
Som det fremgår af denne dom, kan en umiddelbar anvendelse af artikel 45 i TEUF kun komme på tale, hvor den skade, den vandrende arbejdstager lider, skyldes de nationale bestemmelser, og at EU-Domstolen sammenligner den situation, hvori den vandrende arbejdstager befinder sig, efter at han har udnyttet sin ret til fri bevægelighed, med den situation, hvori han ville befinde sig, såfremt han ikke havde gjort brug af denne rettighed, for at kunne bedømme, om der er tale om en sådan forskelsbehandling [20].
Da Silva-Martins-dommen
I sag 388/09 (João Filipe da Silva Martins) af 30.6.2011[21], selvom denne dom er en fortolkning af artiklerne 45 - 48 TEUF og artiklerne 15 og 27 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordningerne nr. 118/97 og nr. 1386/2001, har EU-domstolen fastslået, at formålet med EF-forordning nr. 883/2004, der er vedtaget i medfør af artikel 48 i TEUF, skal fortolkes i lyset af formålet med denne artikel, som er at medvirke til gennemførelsen af den størst mulige grad af fri bevægelighed for vandrende arbejdstagere.
Formålet, der forfølges med artiklerne 45 og 48 i TEUF, ville ikke blive nået, hvis vandrende arbejdstagere ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning, særligt når disse fordele udgør modydelsen for de bidrag, som de har indbetalt.
Derfor foreligger en forenelighed med artiklerne 45 - 48 TEUF foreligger kun, såfremt den nationale lovgivning ikke stiller vandrende arbejdstagere mindre gunstigt end fastboende arbejdstagere.
EU-lovgivningens koordinering af de nationale lovgivninger i forordningerne om social sikring skal, navnlig i betragtning af de formål, der forfølges med dem – med forbehold af udtrykkeligt fastsatte undtagelser, der er i overensstemmelse med disse formål – anvendes således, at de ikke fratager en vandrende arbejdstager eller dennes pårørende ydelser, der alene ydes i henhold til lovgivningen i en medlemsstat.
Artiklerne 45 - 48 i TEUF og EF-forordning nr. 883/2004, der er vedtaget til gennemførelse heraf, har til således formål at undgå, at en arbejdstager, der har været beskæftiget i mere end én medlemsstat, fordi han har benyttet sin ret til fri bevægelighed, uden saglig begrundelse behandles ringere end en arbejdstager, der har tilbragt hele sit arbejdsliv i én og samme medlemsstat.
Landtová-dommen
I sag C-399/09 (Marie Landtová) af 22.6.2011 [22], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 39 i TEF og artiklerne 3, stk. 1 og 10, stk. 1 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordningerne nr. 118/97 og nr. 629/2006, har EU-domstolen fastslået, at formålet med artikel 45 i TEUF og artiklerne 4 og 7 i EF-forordning nr. 883/2004 om ligebehandling og ophævelse af bopælsbestemmelserne er at beskytte vandrende arbejdstagere mod enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet og bopæl, som følger af medlemsstaternes nationale lovgivning.
Derfor foreligger der direkte forskelsbehandling pga. nationalitet, når
der stilles krav om medlemsstatens nationalitet, og indirekte forskelsbehandling pga. nationalitet, når der stilles bopælskrav, fordi et sådant krav først og fremmest berører vandrende arbejdstagere med bopæl på andre medlemsstaters område end deres oprindelsesmedlemsstat.
EU-domstolen fastslog også, at der ved tildeling af en pension, der beregnes på grundlag af alle de optjeningsperioder, som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt i de forskellige medlemsstater, ikke er tale om, at samme optjeningsperiode medregnes 2 gange, fordi ydelserne er af forskellig oprindelse, og at en ”samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger” helt i overensstemmelse med lovvalgsreglerne dermed undgås.
Tomaszewska-dommen
I sag C-440/09 (Stanislawa Tomaszewska) af 3.3.2011 [23], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 42 i TEF og artikel 45, stk. 1 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordningerne nr. 118/97 og nr. 1992/2006, har EU-domstolen fastslået, at det er i strid med artikel 48 i TEUF og artikel 6 i EF-forordning nr. 883/2004 om sammenlægning af perioder, at en medlemsstat, der ellers sammenlægger optjeningsperioder, som vandrende arbejdstagere har fuldført i de forskellige medlemsstater, for at nå minimumsforsikringsperioden, ikke gør det samme ved anvendelsen af andre regler i henhold til lovgivningen, der også har indflydelse på erhvervelse af retten til pensionen og beregningen af pensionens størrelse.
Administrative vanskeligheder og andre problemer af praktisk karakter er ingen begrundelse for at undlade at anvende sammenlægningsprincippet
Lucy-Stewart-dommen
I sag C-503/09 (Lucy Stewart) af 21.7.2011 [24], selvom denne dom er en fortolkning af artikel 21 i TEUF og artikel 10, stk. 1 i EF-forordning nr. 1408/71 som ændret ved EF-forordningerne nr. 118/97 og 647/2005, har EU-domstolen fastslået, at artikel 7 i EF-forordning nr. 883/2004, om fri bevægelighed og ophævelse af bopælsbestemmelserne har til formål at beskytte de pågældende mod de tab, som ville kunne følge af en flytning af deres bopæl fra en medlemsstat til en anden.
Bopælskrav i den nationale lovgivning er derfor en hindring for den frie bevægelighed, fordi et sådant krav lettere kan opfyldes af fastboende statsborgere end af statsborgere, der udøver retten til fri bevægelighed, navnlig hvis der er tale om lange perioder.
Sikring af den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt som begrundelse for forskelsbehandling på grund af bopæl går således ud over det, der er nødvendigt for at opnå det tilstræbte formål, fordi selv krav om tidligere ophold i medlemsstaten i korte perioder har en for ensidig karakter og er ikke nødvendigvis udtryk for den reelle og faktiske grad af tilknytning mellem den pågældende og medlemsstaten, og lader alle andre relevante omstændigheder ude af betragtning, som f.eks. om den pågældende er tilknyttet medlemsstatens sociale sikringsordning, den familiemæssige sammenhæng, eller om den pågældende har tilbragt en betydelig del af sit liv i medlemsstaten.
Reichel-Albert-sagen (endnu ikke afgjort)
I sag C-522/10 (Doris Reichel-Albert) har generaladvokaten den 1.3.2012 [25] – ligesom Kommissionen – foreslået EU-domstolen, at sagen, der handler om anerkendelse af perioder (her børnepasningsperioder), der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, som pensionsgivende perioder ved beregningen af pensionen, bør, såfremt den er omfattet af EF-forordning nr. 883/2004, afgøres på grundlag af forordningens artikel 5, fordi denne bestemmelse forpligter en medlemsstat at tage hensyn til perioder, som den pågældende har tilbagelagt i en anden medlemsstat, herunder også bidragsperioder, i samme omfang og med samme retsvirkning som perioder, der er tilbagelagt på medlemsstatens eget område.
Da artikel 5 i EF-forordning nr. 883/2004 er en kodificering af det almindelige princip om ligebehandling, der ikke påvirker den kompetente medlemsstats lovgivning og lovvalgsreglerne, er en prøvelse af om manglende anerkendelse af relevante perioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, er i overensstemmelse med artiklerne 21 og 45 i TEUF om unionsborgernes og arbejdskraftens ret til fri bevægelighed overflødig.
Såfremt denne sag ikke kan afgøres på grundlag af EF-forordning nr. 883/2004, fører EU-domstolens faste retspraksis til samme resultat, fordi den har medført et grundlæggende princip om ligestilling af relevante perioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, som i det væsentlige svarer til ordlyden i artikel 5 i EF-forordning nr. 883/2004.
[1] Sag 1/72 (Rita Frilli) af 22.6.1972, Kommissionens indlæg og præmis 5, 16 - 18
[2] Sag 51/73 (B. Smieja) af 7.11.1973, Kommissionens indlæg, præmis 10 - 11, 14 - 16 og 20 - 21
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61973CJ0051:DA:PDF
[3] Sag 24/75 (Teresa og Silvana Petroni) af 21.10.1975, Kommissionens indlæg og præmis 13 - 19
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61975CJ0024:DA:PDF
[4] Sag 50/75 (Helga Massonet) af 25.11.1975, Kommissionens indlæg, præmis 5 og 13 - 29
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61975CJ0050:DA:PDF
[5] Sag 69/79 (W. Jordens-Vosters) af 10.1.1980, præmis 11
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61979CJ0069:DA:PDF
[6] Sag 296/84 (Antonio Sinatra) af 13.3.1986, præmis 21
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61984CJ0296:DA:PDF
[7] Sag C-165/91 (Simon J.M. van Munster) af 5.10.1994, præmis 27 - 29 og 32 - 34
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61991CJ0165:DA:HTML
[8] De forenede sager 113/92, 114/92 og 156/92 (Enrico Fabrizii m.fl.) af 15.12.1993, præmis 21 - 53
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61992CJ0113:DA:PDF
[9] Sag C-406/93 (André Reichling) af 9.8.1994, præmis 21 - 24
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61993CJ0406:DA:HTML
[10] Sag C-214/94 (Ingrid Boukhalfa) af 30.4.1996, præmis 6, 15 og 22
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61994CJ0214:DA:PDF
[11] Sag C-443/94 (Ionnassis Vougioukas) af 22.11.1995, præmis 39 - 43
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61993CJ0443:DA:PDF
[12] Sag C-143/97 (Francesco Conti) af 22.10.1998, præmis 13 - 14, 19, 21 - 22 og 24 - 25
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61997CJ0143:DA:PDF
[13] Sag C-135/99 (Ursula Elsen) af 23.11.2000, præmis 33 og 36
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:61999CJ0135:DA:PDF
[14] Sag C-107/00 (Caterina Insalaca) af 7.3.2002, præmis 16 og 23
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62000CJ0107:DA:HTML
[15] Sag C-227/03 (A.J. van Pommeren-Bourgondiën) af 7.7.2005, Kommissionens indlæg og præmis 33 - 34 og 45
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62003CJ0227:DA:HTML
[16] De forenede sager C-396/07, 419/05 og 450/05 (Doris Habelt m.fl.) af 18.12.2007, præmis 55, 78 - 79, 82 - 83, 95 og 122
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62005CJ0396:DA:HTML
Generaladvokatens forslag til afgørelse i de forenede sager C-396/07, 419/05 og 450/05 (Doris Habelt m.fl.) af 18.12.2007, præmis 55, 78 - 79, 82 - 83, 95 og 122
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62005CC0396:DA:HTML
[17] Sag C-331/06 (K.D. Chuck) af 3.4.2008, præmis 32, 36 og 39
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62006CJ0331:DA:HTML
[18] Sag C-221/07 (Krystyna Zablocka-Weyermüller) af 4.12.2008, præmis 3 - 16, 34 - 48
