Ankestyrelsens udmeldte praksis om kontant- eller starthjælp til EU/EØS-borgere og om lovligt ophold
Ankestyrelsens udmeldte praksis i A-1-06, A-34-06, 137-09, 138-09, 180-09, 207-09, 6-10 og 112-10 beviser, at de danske myndgheder udmærket godt kender til betydningen af sammenlægningsprincippet, der skal sikre vandrende arbejdstagere ret til sociale ydelser på lige fod med indenlandske (fastboende) arbejdstagere.
Sammenlægningsprincippet anvendes nemlig, når det gælder ret til fulde ydelser efter aktivloven, altså fuld kontanthjælp.
Ret til fuld kontanthjælp var i perioden 1.6.2002 til 31.11.2011 betinget af mindst 7 års bopæl og 2 ½ års fuldtidsbeskæftigelse i Danmark.
Hvis en person ikke opfyldte disse betingelser, blev der kun ydet starthjælp.
Ifølge Ankestyrelsens budskab i ovenstående principafgørelser gælder dog andre regler for EU/EØS-borgere, der har gjort brug af retten til fri bevægelighed og beskæftigelse på et andet EU/EØS-lands område, såfremt de har opnået arbejdstagerstatus i Danmark, der ikke behøver at have været 2 ½ års fuldtidsbeskæftigelse, fordi bopælsperioder fra andre EU/EØS-lande så skal sammenlægges med danske bopælsperioder til opfyldelse af kravet for ret til fulde ydelser efter aktivloven, altså kontanthjælp.
Bemærkelsesværdigt, at Beskæftigelsesministeriet, Pensionsstyrelsen og Ankestyrelsen så ikke er af den opfattelse, at sammenlægningsprincippet også skal anvendes, når det handler om optjeningsprincippet for ret til fuld pension.
Men Ankestyrelsens udmeldte praksis i ovenstående principafgørelser er også i strid med EU-retten.
Ankestyrelsen fastslår, at der kun er ret til starthjælp, indtil personen har opnået arbejdstagerstatus i Danmark.
Disse principafgørelser fra Ankestyrelsen er både strid med EU-retten og med dansk lovgivning.
Danske statsborgere, der har haft ophold som vandrende arbejdstagere i andre EU/EØS-lande på grundlag af art. 7, stk. 2 i EF-forordning 1612/68, og som vender tilbage til Danmark, skal nemlig ikke have opnået arbejdstagerstatus i Danmark for at have ret til kontanthjælp og ikke starthjælp, jf. bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lovforslaget til § 1, til stk. 4 i L 126 af 1.3.2002.
Ankestyrelsen anvender i sag 6-10 endda art. 10 og art. 11 i EF-forordning 1612/68 og afviste således, at en dansk statsborger, som er samlevende med en dansk statsborger, der efter sin tilbagevenden til Danmark igen havde opnået arbejdstagerstatus i Danmark, har en afledet ret til kontanthjælp.
Det bemærkelsesværdige er dog, at art. 10 og art. 11 er udgået af EF-forordning 1612/68 med virkning fra 30.4.2006, og således allerede var afskattet i godt og vel 3 ½ år, da Ankestyrelsen traf denne principafgørelse.
Desuden er samlevende både omfattet af opholdsdirektiv 2004/38/EF og af EU-opholdsbekendtgørelsen.
EU/EØS-borgere, der rejser ind til Danmark som arbejdssøgende har ligeledes ret til kontanthjælp, såfremt de efter en jobsøgningsperiode på 6 måneder fortsat er reelt og aktiv arbejdssøgende og har reelle chancer for ansættelse.
Se mere under menuen "Den danske regerings svar til EU-Kommissionen om EU/EØS-borgeres ret til kontanthjælp."
Ankestyrelsens principafgørelser om starthjælp til EU/EØS-borgere findes på Ankestyrelsens hjemmeside ved at indtaste "starthjælp" i søgefeltet under dette link:
