betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, i nødvendigt omfang forsikrings-, beskæftigelses- eller bopælsperioder eller perioder med selvstændig virksomhed, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, som om der er tale om perioder, der er tilbagelagt efter den for pågældende institution gældende lovgivning."
Sammenlægning af perioder efter art. 6 i EF-forordning nr. 883/2004 har - i modsætning til den tidligere bestemmelse i artikel 45, stk. 1 i EF-forordning nr. 1408/71 - således ikke kun betydning i forbindelse med åbning af ret til danske ydelser, men også på beregningen af disse, såfremt de danske regler i om dækning i henhold til lovgivningen anvender et optjeningsprincip.
Derfor skal optjeningsperioder, som vandrende arbejdstagere har tilbagelagt i en anden medlemsstat, anerkendes som pensionsgivende perioder ved beregningen af en dansk social pension.
Det er nemlig kun den nye kategori af ikke-erhvervsaktive personer, som artikel 6 i EF-forordning nr. 883/2004 om sammenlægning af perioder ikke finder anvendelse på, jf. Rådets 42. betragtning og bilag XI vedrørende Danmark, pkt. 2, litra a) i EF-forordning nr. 883/2004.
Gennemførelsesbestemmelserne til artikel 6 i EF-forordning nr. 883/2004 findes i artiklerne 12 og 13 i EF-forordning nr. 987/2009.
Artiklerne 12 og 13 i EF-forordning nr. 987/2009 har til formål, at sammenlægningsprincippet anvendes på en sådan måde, at perioder ikke medregnes dobbelt, om nødvendigt ved omberegning til en anden tidsenhed, så perioder ikke går tabt ved afgørelsen af retten til sociale sikringsydelser.
Desuden foreskriver artikel 57, stk. 2 i EF-forordning nr. 883/2004, at perioder på under 1 år, der ikke udløser ret til pension efter en anden medlemsstats lovgivning, skal sammenlægges ved beregning af dansk social pension.
Desuden foreskriver artikel 87, stk. 2 i EF-forordning nr. 883/2004, at enhve forsikringsperiode samt i givet fald enhver beskæftigelses- eller bopælsperiode eller periode med selvstændig virksomhed, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning forud for datoen for denne forordnings anvendelse i den pågældende medlemsstat, tages i betragtning ved afgørelsen af ret til ydelser efter denne forordning.
Vandrende arbejdstagere [1] har således kun ret til dansk brøkpension og supplement til brøkpension, såfremt de ikke har boet og arbejdet i Danmark og en anden medlemsstat i mindst 40 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen for ret til fuld folkepension eller i mindst 4/5 af tiden mellem det fyldte 15. år og til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes, for ret til fuld førtidspension, fordi de ikke må stilles ringere end danske fastboende arbejdstagere.
Se også min gennemgang af EU-domstolens faste retspraksis under menuen "EU-domstolens faste retspraksis fra 1972 til 2012", navnlig Smieja-dommen, Petroni-dommen, Van-Munster-dommen, Fabrizii-dommen, Vougioukas-dommen og Chuck-dommen.
